RanTek indgår sponsoraftale med Team Rynkeby

RanTek har tegnet et sponsorat med velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby, der hvert år cykler til Paris til fordel for børn med kræft og deres familier. RanTek har tegnet et guldsponsorat, som lyder på 20.000, – kr., som går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde. ”RanTek støtter flere velgørende formål, og det er vigtigt at vi ved, at pengene bliver brugt bedst muligt til dem, som har mest brug for det”, udtaler Rene Bach Pedersen, CEO, RanTek A/S og fortsætter; ”Jeg synes Team Rynkeby har ramt helt rigtigt med deres format og formål, og vi glæder os til at se ”vores” rytter Frank Brix Pedersen cykle over målstregen med RanTek og de øvrige sponsorer på den gule trøje”.

Team Rynkeby

Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. Team Rynkeby blev stiftet i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods A/S besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France. Rynkeby Foods var hovedsponsor for turen, men andre virksomheder bakkede også op. Faktisk var deltagerne på historiens allerførste Team Rynkeby-hold så gode til at skaffe sponsorater, at der var 38.000 DKK i overskud, da holdet returnerede til Danmark en god uge senere. Pengene donerede Team Rynkeby til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital, og en tradition var født.

2.100 cykelryttere i syv lande

I dag består Team Rynkeby af 2.100 motionscykelryttere og 500 hjælpere fordelt på 54 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island og Tyskland. Deltagerne er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere, som har udfyldt ansøgningsskemaet på Team Rynkebys website.

Pengene går ubeskåret til børn med kritisk sygdom

Igennem det meste af et år skal deltagerne ikke alene blive i stand til at cykle de godt 1.200 km til Paris – de forpligter sig også til at gøre en indsats for at rejse penge til børn med kritiske sygdomme. Rynkeby Foods A/S, God Morgon og hohes C dækker alle projektets centrale omkostninger, hvilket betyder, at de penge, som Team Rynkeby indsamler i hvert land, doneres ubeskåret til lokale organisationer, som hjælper børn med kritiske sygdomme. I Danmark støtter Team Rynkeby to organisationer; Børnecancerfonden og Børnelungefonden. I 2018 donerede Team Rynkeby 70,4 mio. DKK til organisationer, der hjælper børn med kritiske sygdomme – heraf gik de 29,4 mio. DKK til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

Læs mere på: www.team-rynkeby.dk

 

children